Birgitte, Johannes og Ellens blog

I går gik Mads og jeg derned sammen for at hente børnene, fordi vi lige ville tale kort med pædagogerne omkring alt denne vold dernede… vi snakker dagligt om det herhjemme, og det er jo et udtryk for, at vi ikke er helt trygge ved det. Da vi kom derned, så vi straks, at Johannes gik indenfor grædende sammen med en pædagog. Det var Daniel, der havde skubbet ham (ham den sædvanlige). Og den dreng, der havde trukket en stor tot hår ud af Johannes hoved, var indblandet i noget nyt. Vores nabo Sigrid var blevet skubbet ned af bænken i garderoben og de frygtede en brækket næse Det satte ligesom streg under vores bekymring. Men da både Ellen og Johannes så os med det samme, så var det ikke praktisk muligt at vi begge fik en snak med pædagogen, så det endte med at jeg fik en snak med hende. Jeg fortalte om vores bekymring med alt den vold, og at det gjorde os noget utrygge ved at sende vores børn derned hver dag. Vi var jo bekymret for, hvad det næste ville være… Og vi vil jo bare gerne gøre det bedste for vores børn. Vi ved jo ikke hvad der er rimeligt at forvente i en institution? Er det sådan en voldssituation om ugen? måneden? hvert halve år? Pædagogen var selvfølgelig ked af alle de her situationer, og forsikrede mig om at de arbejde på højtryk med at få styr på de to drenge, men at hun ikke kunne sige mere end det. Hmm… Til vores bekymring om det kun var Johannes, der blev udsat for skub, slag mm, så kunne hun fortælle mig, at det ikke kun var ham, og det er da “rart” at vide, at det ikke kun er vores dreng… selvom det selvfølgelig slet ikke er rart, at det er så udbredt. Vi får jo ofte at vide, at Johannes har meget svært ved at skelne mellem leg og alvor, når de slås. Og da vi snakkede om dette her, Mads og jeg, så blev vi bekymrede for, om Johannes ikke blev taget alvorligt, når han fortalte om de episoder til pædagogerne. Johannes siger jo meget ofte, konstaterende: “Daniel skubber/slår og sparker!”. “Og det må man ikke, vel?”. Og så bekræfter vi ham jo selvfølgelig i det… Er den slags blevet for hverdagsagtige dernede? Jeg ved ikke, om vi er for bekymrede… men det er godtnok ikke nemt at være forældre… vi vil jo bare det bedste for Johannes. Og vi frygter lidt, at han ender med at være et nemt offer, fordi han bliver så ked af det, når den slags sker… Men det forsikrede pædagogen mig om, at han ikke var. Hmm… men det endte med, at hun foreslog, at vi skulle holde et møde med os forældre og de to pædagoger, da hun kunne høre på mig, at vi var bekymrede derhjemme. Og det er jo faktisk rigtigt. Mads taler ofte om at flytte vores børn et andet sted hen, men jeg synes bare ikke det er så nemt… vi vil jo begge vores børn det allerbedste, og de mistrives jo ikke i institutionen, og Johannes har været næsten et år om at falde til dernede… han har rigtig gode kammerater dernede også… Men det er nok meget godt med et møde… selvom jeg kan mærke, at jeg også er bange for, at de synes vi er for bekymrede… men sådan må det være.